/\

ANNONCE

Nymindegab Kro i Jylland. Foto: Nymindegab Kro
Nymindegab Kro i Jylland. Foto: Nymindegab Kro

Livsstil

Kroferie i Danmark

De danske kroer har i generationer givet husly til rejsende og dannet ramme om lokallivets mærkedage. Forankringen i lokalhistorien og landskabet, det personlige værtskab og de gode måltider udgør kroernes særlige DNA.

”Kroernes historie går langt tilbage”, fortæller Jørgen Christensen, direktør for sammenslutningen Small Danish Hotels. ”Allerede i 1283 bestemte kong Erik Klipping, at der skulle oprettes kroer til at huse ham og hans følge, når han tog rundt for at opkræve skatter.  Med tiden blev det besluttet, at der skulle være en kro for hver 4 mil på de store veje, og mange af de kroer, der findes i dag har mange hundrede år på bagen.”

Rødvig Kro og Badehotel på Sjælland.

Før i tiden var kroerne kun forbeholdt rejsende, men siden de lokale beboere fik deres gang på kroerne har de fungeret som både hotel, restaurant og kulturhuse, og lagt lokaler til alt fra bryllup og barnedåb til konfirmation og gravøl. At kroerne har åbne arme for både lokallivet og tilrejsende gæster giver en særlig stemning.

”Kroerne er små, landlige hoteller, der kendetegnes ved ofte at være familiedrevne, og ved kroværternes personlige møde med gæsterne. Den familiære stemning og det gode værtsskab er en vigtig del af krooplevelsen, som man ikke får på kædehoteller”, siger Jørgen Christensen.

Henne Kirkeby Kro er kendt for sine Michelin-stjerner.

 Det gode værtsskab betyder, at gæsterne får den bedste oplevelse af både ophold og omegn.

”Kroværterne kender egnen og vil gerne være ambassadører for den. De er som udvidede turistkontorer, der rådgiver gæsterne om udflugtsmål, særkender og smutveje i området, når de falder i snak med gæsterne”, siger Jørgen Christensen. 

At kroerne ligger spredt over hele landet betyder, at de er oplagte som udgangspunkt for naturoplevelser og udforskning af Danmark. Tit er der ægte postkortidyl at finde i omegnens landsbyer, kirker, møller og klosterruiner og landskaber med bakker, åer, hav, skov og mose.

Nogle har endda nationalparker eller dramatiske istidsklinter i baghaven, og kroerne kan være behjælpelig med tips til vandreture og leje af cykler.

Rødvig Kro og Badehotel, Sjælland.

Men en kroferie handler i høj grad også om at komme ned i gear og tage den med ro. De landlige omgivelser og den afslappede stemning giver et pusterum fra hverdagen. 

Og så er det at spise godt selvfølgelig en stor del af krooplevelsen. Mange af kroerne sætter en ære i at servere traditionelle egnsretter, mens andre er omdannet til luksuriøse gourmet-templer med haute cuisine ­– og sågar Michelin-stjerner.  

Da gæsterne hos Small Danish Hotels sidste år skulle kåre Årets Hotel, var det imidlertid en af de traditionelle kroer, der gik af med sejren. Agerskov Kro og Hotel i Sønderjylland emmer af gammeldags kro med bornholmerure, indrammede kobberstik, Madam Blå på hylderne og pyntenips overalt. Bodil og Peter Otte har været værtspar her i 41 år og er i gang med at udvide værelseskapaciteten (igen) for at kunne følge med efterspørgslen.  

Krofatter selv står i spidsen for maden, som han betegner som "dansk landkøkken tilsat sønderjyske specialiteter".  Det betyder solidt kagebord og klassikere som stjerneskud, tarteletter, kalv stegt som vildt og citronfromage.  Da vi spurgte ham om grunden til kroens succes, gav han prompte sine medarbejdere æren. "For os er personalet alfa og omega", siger Peter Otte.  "Vi har et rigtig dygtigt personale, og så kan alt lade sig gøre hos os – vi siger aldrig nej". 

 

Tekst: Lise Hannibal

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk